606

I dag står værelse 606 som det eneste tilbageværende værelse indrettet af Arne Jacobsen med hans egne møbler på hotellet SAS Royal Hotel i København. Hans allerstørste designs, Svanen og Ægget, var begge designet til netop dette hotel, da han i 1955 begyndte indretningen af hotellet. Interiøret i sig selv giver en æstetisk tilfredsstillelse, en følelse af eksklusivitet og velvære. De blå toner skaber en ro i  værelset, og står i kontrast til det varme træ der står for en “hygge-effekt”. De organiske former på stolene var med til at sætte nye normer og idéer i gang dengang i 50′erne, og var med til at sætte Arne Jacobsen i toppen af hierarkiet for klassisk dansk design og dennes guldalder. Hans primære designstil var, og er den dag i dag, kendetegnet ved kvalitet, omhyggelighed, sans for det minimalistiske, men kombineret med organiske former, der alt i alt skaber klassiske, tidsløse designs.

Hvis der findes en designhimmel, så må en lille del af den være placeret her, i værelse 606. Det bliver ikke bedre end dette. Jeg ville i hvert fald ikke have det mindste imod at smide mig i sengen, sætte mig ved skrivebordet eller drikke en kop te  i Ægget. Det ville være så godt som at være i himmelen!